Hvad er Fortnite?

De fleste folk har nok hørt dette ord før. Er man ikke en del af gaming-verden eller forælder til en, der er, kan det måske godt være gået ens næse forbi, hvad det egentlig er for noget.

Online videospil

Fortnite er udviklet af Epic Games, der frigav dette populære multiplayer spil i 2017. Særligt Fortnite Battle Royale, der er gratis at spille, har opnået umådelig succes, og siden 2017 har Fortnite været nomineret til og vundet adskillige priser.

Hvem, hvor og hvordan?

Fortnite kan spilles på adskillige konsoller, computer og mobil, og der er spillere over hele verden i forskellige aldersgrupper, der sammen udgør et kæmpe fællesskab. Der er også forskellige udgaver, så der er noget for enhver.

Fortnite: Save the World

Her gælder det om at bekæmpe monstre (kaldet “Husks”) sammen med de andre spillere, bygge en base og fylde den med fælder og blive stærkere ved blandt andet at finde tyvekoster og våben. Man betaler for at spille denne udgave, enten via Fortnites hjemmeside eller ens spillekonsol, og den kan spilles med venner eller andre i det store Fortnite-fællesskab.

Fortnite Battle Royale

Dette er den populære gratisudgave, hvor man hopper af på en ø og kæmper for at være den sidste tilbage. Man kan også danne et hold med venner eller andre andre spillere og kæmpe mod andre hold. Hver sæson medfører et nyt tema på øen, og der kommer ofte nye ting, våben, køretøjer osv.

Fortnite Creative

Denne version er inkluderet gratis med Batte Royale, og her styrer man sin egen ø og skaber sine egne spil og regler. Man får værktøjerne til at designe både simple og komplekse spil, og man kan invitere sine venner til at deltage eller deltage i deres spil.

Fortnite er et utrolig populært og socialt spil, og fællesskabet er vokset enormt siden dets begyndelse. Det vil sige, der altid er spillere at spille med fra overalt i verden.